Rebæk Søpark: Fra Grusgrav til Grønt Åndehul

Midt i det pulserende forstadsliv i Hvidovre ligger en grøn oase, der fortæller en historie om menneskelig aktivitet og naturens forunderlige evne til at genfinde balance. Rebæk Søpark, i dag et yndet udflugtsmål for lokale og besøgende, har en fortid, der strækker sig tilbage til 1800-tallet, hvor området var præget af eng og mose. Det er fortællingen om, hvordan en grusgrav forvandlede sig til en sø og siden blev fredet som et værdifuldt naturområde – et sandt smørhul i forstadslandskabet.

Fra Eng og Mose til Grusgrav

For at forstå Rebæk Søparks nutid, må vi dykke ned i dens fortid. Indtil 1870’erne var området, hvor søen ligger i dag, en del af Rebæk Eng – et område domineret af eng og mose. Landskabet var naturligt fugtigt og formentlig ikke egnet til intensiv landbrugsdrift på den tid. Men den fredelige idyl skulle snart brydes. Den 31. august 1870 overtog gårdmand Jens Pedersen den fædrene gård, der lå ved Hvidovre Torv. Til gården hørte et stykke jord, der strakte sig ud til Rebæk Eng. Jens Pedersen var en driftig mand, og han skulle blive hovedpersonen i forvandlingen af engen.

I perioden 1872-1874 stod Danmark over for en markant udvidelse af jernbanenettet. Strækningen mellem København og Roskilde skulle udvides fra et til to spor, og der var brug for enorme mængder ballastmateriale – typisk grus – til at stabilisere jernbanesvellerne. Jens Pedersen så her en mulighed. Han begyndte at grave grus i sin eng på Rebæk Eng, og leverede ballastmateriale til størstedelen af jernbanestrækningen fra Vigerslev til Roskilde. Grusgravningen var en omfattende operation, og efterhånden som tiden gik, blev engen forvandlet til en stor og dyb grusgrav. Landskabet ændrede karakter, og det, der engang var eng og mose, blev nu et industrielt præget område.

Spøgelser i Natten og Hårdt Arbejde

Grusgravningen var ikke blot et spørgsmål om at grave i jorden. Grundvandet trængte konstant ind i grusgraven, og for at kunne fortsætte arbejdet om dagen, måtte Jens Pedersen og hans folk pumpe vandet ud om natten. Dette natlige arbejde, kombineret med grusgravens afsides beliggenhed og mørket, skabte grobund for lokale fortællinger og spøgelser. Det siges, at hestene, der drev pumpen, ofte stoppede ved midnatstid, og at man i nattens mulm og mørke kunne se tågeagtige, grå ryttere ride forbi. Hvor disse ryttere kom fra, og hvad deres ærinde var, fortaber sig i historiens tåger, men fortællingerne har uden tvivl bidraget til stedets mystik og folklore.

Uanset spøgelseshistorierne var grusgravningen et hårdt fysisk arbejde, der krævede både mandskab og maskiner. Datidens teknologi var ikke så avanceret som i dag, og meget af arbejdet blev udført med håndkraft og hestetrukne vogne. Alligevel lykkedes det Jens Pedersen at levere de nødvendige mængder grus til jernbanen, og han spillede en vigtig rolle i udbygningen af Danmarks infrastruktur.

Søen Fødes og Bliver et Yndet Motiv

På et tidspunkt blev grusgravningen opgivet, sandsynligvis da behovet for grus til jernbanen aftog, eller da grusgraven blev for dyb og vanskelig at arbejde i. Men naturen er dynamisk, og selvom menneskelig aktivitet havde ændret landskabet radikalt, begyndte en ny forvandling. Grundvandet, der tidligere var blevet pumpet væk, fik nu frit løb til at fylde grusgraven. Over tid blev grusgraven omdannet til en sø – Rebæk Sø – og et nyt kapitel i stedets historie begyndte.

I Hvidovre, der ellers ikke var rig på naturlige søer, blev Rebæk Sø hurtigt et populært udflugtsmål. Byboere søgte mod det grønne område for at nyde naturen, gå ture og opleve det nye landskab. Søens maleriske omgivelser gjorde den også til et yndet motiv for malere og fotografer. De afspejlede vandoverflader, det omkringliggende grønne og himlens skiftende udtryk gav kunstnerne rig mulighed for at fange stedets skønhed på lærred og film.

Fredning og Offentlig Adgang

I begyndelsen af det 20. århundrede begyndte en ny bevidsthed om naturbevarelse at spire i Danmark. Samfundsudviklingen gik stærkt, industrialiseringen tog fart, og byerne voksede. Derfor opstod en stigende erkendelse af, at man måtte passe på naturen og sikre, at alle borgere havde adgang til grønne områder. I 1917 fik Danmark sin første naturfredningslov, et vigtigt skridt i retning af at beskytte værdifuld natur for eftertiden.

I 1940’erne fik ”Udvalget for københavnsegnens grønne områder” øje på Rebæk Sø. Udvalget arbejdede for at sikre grønne områder til københavnerne, og Rebæk Sø med sine naturskønne omgivelser og rekreative potentiale passede perfekt ind i udvalgets vision. Efter forhandlinger med ejerne og udbetaling af erstatninger blev Rebæk Sø og det omkringliggende areal fredet i 1947. Fredningen sikrede, at området blev bevaret som et naturbeskyttet område og blev gjort tilgængeligt for offentligheden. Rebæk Søpark var nu officielt etableret som et grønt åndehul for Hvidovres borgere.

Rebæk Søfestival og 70’ernes Stemning

I 1970’erne oplevede Rebæk Søpark en ny type popularitet, da ”Hvidovres Ikke Partipolitiske Sammenslutning” (HIPS) arrangerede Rebæk Søfestival. Festivalen blev en kæmpe succes og tiltrak tusindvis af deltagere. Det var en tid med ungdomsoprør, flower-power og en stærk musikscene, og Rebæk Søfestival formåede at fange tidsånden. Store danske navne som Gnags og Alrune Rod optrådte på festivalen, og publikum nød musikken i bedste 70’er-stil: langt hår, farverigt tøj og en afslappet atmosfære. Rebæk Søfestival blev et symbol på fællesskab og musikglæde, og den bidrog til at cementere Rebæk Søparks position som et centralt samlingssted i Hvidovre.

Rebæk Søpark i Dag: Et Smørhul i Forstaden

I dag er Rebæk Søpark stadig et af Hvidovres mest elskede naturområder. Søen og parken byder på et væld af muligheder for rekreation og aktiviteter. Man kan gå lange ture langs søbredden, jogge, cykle, lege på legepladserne, sole sig på græsset eller spille bold. Om sommeren arrangerer Hvidovre Kommune den traditionsrige Skt. Hans fest ved søen, med bål, musik og festfyrværkeri. Rebæk Søpark er også et populært sted for picnic, fuglekiggeri og bare at nyde naturens ro midt i byen.

Selvom de grå ryttere fra Jens Pedersens tid for længst er forsvundet (eller måske stadig rider rundt i nattens mulm og mørke for de, der tror på det), lever historien om Rebæk Søpark videre. Fra grusgrav til grøn oase – Rebæk Søpark er et levende eksempel på, hvordan landskabet kan forandres og genopstå i nye former. Det er et sted, der både fortæller en historie om menneskelig aktivitet og om naturens evne til at genvinde og forvandle. Og for Hvidovres borgere er Rebæk Søpark fortsat et uundværligt smørhul – et sted at trække stikket fra hverdagens travlhed og finde ro og inspiration i naturen.

Ofte Stillede Spørgsmål om Rebæk Søpark

Hvornår blev Rebæk Søpark fredet?

Rebæk Søpark blev fredet i 1947.

Hvem gravede grusgraven, der blev til Rebæk Sø?

Det var gårdmand Jens Pedersen, der gravede grusgraven i 1870'erne.

Hvad blev gruset brugt til?

Gruset blev brugt som ballastmateriale til udvidelsen af jernbanestrækningen mellem København og Roskilde.

Hvad kan man opleve i Rebæk Søpark i dag?

I Rebæk Søpark kan man gå ture, jogge, cykle, lege på legepladser, sole sig, spille bold og deltage i arrangementer som Skt. Hans fest.

Har der været en festival i Rebæk Søpark?

Ja, i 1970'erne var Rebæk Søpark vært for Rebæk Søfestival, en populær musikfestival.

Hvis du vil se andre artikler, der ligner Rebæk Søpark: Fra Grusgrav til Grønt Åndehul, kan du besøge kategorien Pizza.